Om mig
Jeg er uddannet psykolog fra Århus Universitet i 2008 og er autoriseret af Dansk Psykolognævn. Jeg arbejder ud fra de etiske principper for nordiske psykologer og er underlagt tavshedspligt.
Jeg har tidligere arbejdet som psykolog hos Center for Spiseforstyrrelser på Børne- og ungdomspsykiatrisk Center i Risskov. Her har jeg arbejdet med børn og unge med spiseforstyrrelser (anoreksi og bulimi) samt typiske ledsagende problematikker som angst, depression, perfektionisme og lavt selvværd. Jeg har i mit arbejde kombineret individuelle samtaler med familiesamtaler eller samtaler med øvrige pårørende.
Når et barn får en spiseforstyrrelse påvirker det hele familien. Jeg har derfor god erfaring med at inddrage familien i behandlingen – helt eller delvist. Når det drejer sig om et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse, er det afgørende at forældrene involveres i behandlingen. I behandlingen af børn og unge med spiseforstyrrelse har jeg således taget afsæt i det familieterapeutiske arbejde ud fra en tænkning om forældrene som en afgørende ressource for at hjælpe deres barn til at blive rask af en spiseforstyrrelse.
Derudover har jeg arbejdet som psykolog hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), hvor jeg har haft samtaleforløb med børn, unge og forældre, lavet psykologiske undersøgelser og pædagogiske observationer som afsæt for rådgivning og vejledning til forældre, lærere og pædagoger samt superviseret pædagoger og lærere. Jeg har fra mit arbejde som psykolog i PPR erfaring med mangeartede problemstillinger, som har haft afsæt i trivselsproblematikker hos børn og unge.
Min tilgang til terapien
Det er vigtigt for mig at skabe et terapeutisk rum, som er præget af tryghed og tillid. Relationen er en forudsætning for at kunne arbejde terapeutisk – til at udforske og være nysgerrig på adfærd, tanker, følelser, relationer, sammenhænge og mønstre – og til at skabe forandringsmuligheder.
Det er min fornemmeste opgave at hjælpe med at skabe øget forståelse for de problemstillinger, du/I oplever lige nu. Forståelsen kan være en lettelse i sig selv, men er samtidig også en forudsætning for at kunne skabe forandring.
I mit terapeutiske arbejde er jeg inspireret af den psykodynamiske forståelse, systemisk tænkning, mentaliseringsbaseret terapi samt kognitiv terapi. De forskellige tilgange anvendes afhængigt af den pågældende problemstilling.
Jeg tilrettelægger samtaleforløbene individuelt alt afhængigt af den pågældende problemstilling. I familiesamtaler har jeg god erfaring med at kombinere samtaler med hele familien, samtaler med forældre og barn, samtaler med barnet alene og samtaler med forældrene alene. I de individuelle samtaler kan det være relevant at inddrage andre pårørende i samtalerne – kæreste, forældre, venner, osv. Vi aftaler fra gang til gang hvilken form, der giver mest mening i forhold til det terapeutiske arbejde.
Jeg deler klinik og samarbejder med Rikke Kirkegaard, der er Autoriseret Klinisk Diætist med speciale i spiseforstyrrelser. Det er således muligt med et tværfagligt forløb hos Rikke og jeg. Du kan læse mere om Rikke her: https://rikkekirkegaard.dk/
Privat er jeg gift med Lasse og har 2 børn, Alfred på 13 år og Elva på 11 år.
Privatlivspolitik
Som virksomheden Psykolog Dorthe Amby behandler jeg persondata. Derfor har jeg vedtaget en privatlivsbeskyttelsespolitik, der fortæller dig, hvordan dine data behandles. Se Privatlivspolitik.